Den tomme rede… Kr. Dagblad 11/9 2018

Jeg græd, da min yngste datter flyttede. Men jeg kommer aldrig til at lide af et smart amerikansk ”empty nest”-syndrom

JEG AFSLUTTEDE min studentereksamen sommeren 1982. Jeg var glad. Det var gået godt. Vi festede. Jeg købte en ny cykel til mig selv og cyklede rundt i gaderne i Aabenraa med håret flagrende og fremtiden foran mig.

Mens jeg gik i 3.g på gymnasiet, boede jeg i Aabenraa. Jeg havde lejet mig ind i et kollektiv, så jeg slap for den lange bustur fra mine forældres gård. Det var mest praktisk på den måde. Jeg husker ikke, at vi talte særlig meget om det. Det var en naturlig konsekvens af, at jeg var fyldt 18 år og havde en lang skolevej. Huslejen betalte jeg selv – jeg fik jo SU, og jeg følte, at jeg havde penge nok. Det var mit eget valg, at jeg ville flytte, og dermed var det også mit valg at betale udgifterne selv. Jeg ved ikke, om min mor syntes, at der var blevet tomt derhjemme, efter at jeg var flyttet. Hun sagde det ikke.

MINE FORÆLDRE BESØGTE mig aldrig i kollektivet – der var småt med plads, og de havde ikke nogen ærinder i Aabenraa og fandt det ikke nødvendigt at køre så langt blot for at besøge mig. Til gengæld var jeg hjemme hver weekend, da mit fritidsjob, dels på en tankstation, dels som babysitter, var i nærheden af deres hjem.

Da jeg var færdig på gymnasiet, ville jeg ikke blive boende i Aabenraa, så jeg flyttede hjem igen efter dimissionsfesten. Jeg skulle arbejde, så jeg kunne spare penge op og flytte til Aarhus senere. Mange af mine klassekammerater ville flytte enten til Aarhus eller København – de havde søgt ind på universitetet.

Jeg vidste ikke, hvad jeg ville. Det var ikke noget, vi talte om derhjemme. Mine forældre har ingen uddannelse og blandede sig ikke i mine valg. Jeg tror, de regnede med, at det var noget, jeg selv ville finde ud af. Hvis jeg havde brug for et råd, så kunne jeg spørge.

MIN MOR HAR IKKE RIGTIG prøvet at flytte hjemmefra. Hun er født og opvokset på den gård, hvor jeg også er født og opvokset. Hun var kortvarigt ude at tjene på en anden gård. Der mødte hun min far, og så flyttede de sammen tilbage til hendes barndomshjem. Hendes erfaringer kunne jeg ikke trække på, og hun tænkte muligvis slet ikke over, hvordan det ville påvirke hende, at jeg flyttede. Hun var optaget af sine opgaver på gården, og der var altid nok at se til.

Min far er vokset op på et lille husmandssted. Efter konfirmationen kom han ud at tjene. Hans forældre havde ikke mange penge, så han forsørgede sig selv allerede som 14-årig. Det var helt almindeligt ude på landet. Det var under krigen, og man måtte klare sig, som man bedst kunne.

Meget har ændret sig siden dengang.

I januar 1983 stødte jeg på en jobannonce i avisen. Et job som handicaphjælper for en ung kvinde i Aarhus. Jeg skrev til hende, og ugen efter ringede hun til mig og kaldte mig til en samtale. Jeg rejste med toget til Aarhus og fik jobbet.

Jeg fandt et bofællesskab i en lejlighed i Gellerup. De søgte en ny indflytter. Det ordnede vi over telefonen – mine forældres fastnettelefon.

Jeg fortalte mine forældre, at jeg nu havde både job og bolig. Det syntes de var godt. Jeg pakkede mine få ejendele sammen i papkasser, som jeg hentede hos den lokale købmand. Min kæreste, der heldigvis havde kørekort, kunne køre den lejede bil med mig og mine ting.

Jeg stod en søndag formiddag og strøg mit tøj, da flyttebilen kørte ind på gårdspladsen. Min mor var i kælderen sammen med min mormor. De var ved at rydde op. Min far gik frem og tilbage på køkkengulvet. Han sagde ikke noget. Han tog sit lommetørklæde og pudsede næsen. Så tog han jakken på og gik ned over gårdspladsen. Han spillede altid kort om søndagen. Min kæreste og jeg pakkede bilen. Jeg råbte til min mor, at nu var jeg klar. Hun kom op fra kælderen og sagde farvel, og så kørte vi.

JEG ERINDRER IKKE, at min flytning var noget særligt, som vi talte om i familien – ud over de praktiske detaljer. Jeg tror, at det var helt naturligt både for mine forældre og for mig. Jeg var færdig med gymnasiet og skulle prøve noget andet. Jeg var voksen, og det var tid til at flyve fra reden. Mine forældre fortsatte deres arbejde på gården. Jeg glædede mig helt vildt til at komme til storbyen.

Min mor besøgte mig jævnligt i Aarhus. Hun ville gerne se byen og købe tøj. Det var en stor forandring for hende og en stor fornøjelse. Jeg ved ikke, om hun savnede mig. Min far besøgte mig ikke. Han havde ingen ærinder i en storby.

Jeg savnede ikke mine forældre. Vi sås jævnligt, og det var fint. Jeg plejede at rejse ”på tommelfingeren” frem og tilbage, Det var nemt og hurtigt. Min mor kunne ikke lide, at jeg kørte med fremmede mennesker, men det var for dyrt at rejse med toget, så sådan blev det. Jeg fik som regel en hundredkroneseddel stukket i hånden af min mor, når jeg tog hjem igen. Som tak for besøget.

I DAG HAR JEG TO VOKSNE DØTRE. De er begge flyttet hjemmefra. Den ene flyttede for 10 år siden, den anden inden for de seneste år. Det har været helt naturligt, at de flyttede.

Vi har talt sammen om deres flytning, og jeg har ageret både chauffør og flyttemand adskillige gange. Deres venner og kæreste har ligeledes slæbt møbler op og ned ad trapper. De har selv fundet deres bolig – enten gennem boligforening eller via nettet eller Facebook og hvor unge mennesker nu ellers kommunikerer. Jeg har lånt dem penge, hvis indskuddet var uoverskueligt. De har betalt mig pengene tilbage. Indimellem låner de stadig penge.

Jo, der var da tomt i hjemmet efter deres flytning. Der var stille i hjemmet. Der var alt for meget plads i stuen.

Jeg var glad, da min ældste datter flyttede, fordi hun var glad. Jeg græd, da min yngste datter flyttede, fordi jeg mærkede længsel og savn og blev konfronteret med en tomhed i mit eget liv. Men jeg kommer aldrig til at lide af et smart amerikansk empty nest-syndrom på grund af en naturlig livsudvikling.

Jeg valgte at flytte fra det, der havde været vores fælles hjem. Jeg fik frigjort nogle penge og mulighed for at tage på kurser og rejser, som har beriget mit liv på bedste vis – i øvrigt til gavn for os alle.

VI ER STADIG TÆT FORBUNDNE som familie, blot i hver vores hjem. Helt som det skal være. Til stor glæde og inspiration for hinanden. Vi mødes og taler ofte sammen. Tre selvstændige kvinder, der hjælper hinanden. Tre selvstændige kvinder, der har kræfter til at klare livets processer og forandringer. Både sammen og hver for sig. Helt naturligt.

Livet er en gave, som vi giver videre til vores børn. Vi kan vælge at holde os levende og nysgerrige i alle livets faser, sprede ringe i vandet og til sidst rejse herfra med fred i sjælen. Helt naturligt.

Kristeligt Dagblads kronik 11. september 2018