Vores beskæftigelsessystem har glemt mennesket

Kronik

Annette Rana Petersen, Uddannet afspændingspædagog og psykoterapeut

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

 

JEG ER BLEVET LEDIG og modtager i min e-boks en mail fra en person, der præsenterer sig som min ”jobkonsulent/beskæftigelsessagsbehandler”. Hun beskriver sin funktion som ”Det er mig, der skal lave årlig revurdering, når du har modtaget ledighedsydelse i 12 måneder. Du skal kontakte mig, hvis du skal fritages for at stå til rådighed på grund af sygemelding eller skal holde ferie. Kort sagt alle andre problemer ud over jobsøgning skal rettes til mig (…). Det er virksomhedskonsulenten, som er din primære kontaktperson. Du er indkaldt til intro/informationsforløb hos virksomhedskonsulenterne.”

Jeg har ikke modtaget en indkaldelse fra en virksomhedskonsulent. Jeg bliver nervøs for, om jeg har overset noget og risikerer at miste min ydelse. Det har økonomiske konsekvenser for mig, hvis jeg udebliver fra et møde – det koster mig tre ugers ledighedsydelse. Jeg ringer til virksomhedskonsulenten, som fortæller mig, at han ikke har indkaldt mig til et møde. ”Det er blot et standardbrev, og den sætning skal du se bort fra,” siger han.

”Nu må du lige give det en chance,” er beskeden til dagens kronikør under et møde i jobcenteret. Jeg spørger, hvad det egentlig er, jeg skal. ”Du skal søge job,” får jeg at vide. ”Det gør jeg allerede,” svarer jeg. Jeg siger, at det er lidt svært at sidde i en åben gang og skrive jobansøgninger. ”Det gør jeg bedre derhjemme,” skriver Annette Rana Petersen. – Arkiv Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix
”Nu må du lige give det en chance,” er beskeden til dagens kronikør under et møde i jobcenteret. Jeg spørger, hvad det egentlig er, jeg skal. ”Du skal søge job,” får jeg at vide. ”Det gør jeg allerede,” svarer jeg. Jeg siger, at det er lidt svært at sidde i en åben gang og skrive jobansøgninger. ”Det gør jeg bedre derhjemme,” skriver Annette Rana Petersen. – Arkiv Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix

 

”Du skal lægge dit cv på www.jobnet.dk, så det er opdateret og søgbart. Hvis du ønsker at holde ferie, skal dette meddeles til din sagsbehandler.”

Der er ingen kontaktoplysninger.

”Du skal kontakte din ydelsessagsbehandler, hvis du har spørgsmål omkring udbetaling af ledighedsydelse eller andre spørgsmål omkring din økonomi.”

Der er ingen kontaktoplysninger.

Der er foreløbig fire mennesker, der er beskæftigede med min sag.

To uger senere indkaldes jeg til et møde: ”I vores forløb skal vi bruge et cv og et kandidatkort, som du bedes udfylde og medbringe.” Jeg laver igen et cv og udfylder kandidatkort. Jeg afleverer jeg det til virksomhedskonsulenten. Han kigger kort på det og lægger det til side. Jobkonsulenten/beskæftigelsessagsbehandleren er også til stede til mødet, ”så vi lige kan møde hinanden”.

Hun ser ikke mit cv. Virksomhedskonsulenten kalder mig flere gange ”ung kvinde” – selvom jeg er 55 år. Jeg bliver informeret om mine pligter. Jobkonsulenten/beskæftigelsessagsbehandleren og virksomhedskonsulenten bliver enige med hinanden om, at jeg skal i ”Jobklubben”. Der kan jeg ”møde nogen, der er i samme situation som dig”.

Jeg har ikke mulighed for at sige nej til tilbuddet, da jeg så mister min ledighedsydelse. Jeg bliver ikke orienteret om andre tilbud. Vi taler hverken om mine jobønsker eller kompetencer.

HVER FREDAG FÅR JEG TILSENDT en mail med jobs, som jeg kan søge. For at søge dem, skal jeg udfylde et kandidatkort og sende det til virksomhedskonsulenten, som så sender det videre til virksomheden. Jeg må ikke selv sende en ansøgning til virksomheden. Jeg kan ikke få oplyst navn eller adresse på virksomhederne. Kun jobfunktionen er beskrevet. Jeg er frataget muligheden for at undersøge noget om virksomheden og kan ikke målrette min ansøgning. 95 procent af jobbene i nyhedsbrevet er ufaglærte. Jeg har været faglært i mere end 20 år og var senest ledig i 2000. Jeg har undervist i jobsøgning.

I min e-boks kommer indkaldelsen til Jobklubben: ”I Jobklubben vil vi yde sparring til din jobsøgning. Der vil der være to virksomhedskonsulenter og en jobkonsulent til stede, så der vil være mulighed for afklaring og støtte til din jobsøgning. Du bedes medbringe dit kandidatkort + arbejdsgiver cv i printet udgave. Når du kommer i Jobklubben skal du gerne vide, hvad du har brug for hjælp til. Vil vi opfordre dig til, at du gør dig nogle tanker om, hvad der er vigtigt for dig i fremtiden. Forventer vi, at du selv tager ansvar, at du vil engagere dig, tør udfordre dig selv og deltager aktivt med et åbent sind.” Jeg skal igen medbringe mit cv og kandidatkort. Det samme som jeg afleverede på mødet.

I VENTEVÆRELSET hænger et skilt på væggen: ”Tag venligst plads. Du bliver hentet”. Der kommer en del medarbejdere ud og kigger. Når de har råbt navnet højt ud i hele rummet, smiler de og rækker hånden frem. ”Er du på cykel i dag, var der mange med bussen, vi skal den her vej i dag, vi skal bare ned for enden af gangen.”

Min jobkonsulent/beskæftigelsessagsbehandler kommer og spørger, om jeg skal i Jobklubben. ”Jamen, så skal du bare gå direkte ind.” Jeg bliver ført ind på en gang. For enden af gangen er et rum, hvor der sidder flere og snakker. Vi går ikke derned, men bliver stående på gangen. Jeg bliver ikke vist rundt og jeg hilser ikke på nogen.

Jeg spørger, hvad det egentlig er, jeg skal. ”Du skal søge job,” får jeg at vide. ”Det gør jeg allerede,” svarer jeg. Jeg siger, at det er lidt svært at sidde i en åben gang og skrive jobansøgninger. Det gør jeg bedre derhjemme. ”Du skal lave et cv.” Jeg svarer, at det har jeg allerede lavet. ”Er det opdateret, for ellers skal du lige opdatere det.” Det er opdateret. Jeg spørger, om hun har kigget på det. Hun svarer, at hun ikke har mit cv. Det har min virksomhedskonsulent. Jeg har mit cv med på et usb-stik, og jeg spørger, om jeg skal sende det til hende med det samme. ”Det skal du ikke,” svarer hun og går.

Mens vi står og taler, kommer en kvinde og afbryder for at få mit navn og krydse mig af på en liste. Hun præsenterer sig ikke. ”Nu må du lige give det en chance,” får jeg at vide, hvilket jeg gør i en times tid uden at tale med nogen. Jeg kunne godt drikke en kop kaffe, men det er der ikke mulighed for.

I indkaldelsen stod, at der vil være to virksomhedskonsulenter og en jobkonsulent til stede. Jeg har kun set min jobkonsulent/beskæftigelsessagsbehandler. Men hvorfor er hun nu forsvundet – og hvor er de andre?

Da tiden er gået, kommer min jobkonsulent/beskæftigelsessagsbehandler og fortæller mig, at hun har besluttet, at jeg nu er fritaget for Jobklubben. Fint nok. Det havde været endnu finere, hvis hun havde talt med mig.

Der står i indkaldelsen, at jeg skal ”være ansvarlig, engagere mig, udfordre mig selv og deltage med åbent sind”. Har jeg gjort det? Hvordan er jeg blevet vurderet? Hvad står der nu om mig i jobcenterets notater, og hvorfor blev jeg mon fritaget for Jobklubben? Er der ikke andre tilbud til mig? Kan jeg blive frataget mine ydelser, fordi jeg ikke har et åbent sind? Har jobcenteret lov til at kræve noget af mit sind? Det er en udfordring at bevare følelsen af meningsfuldhed. Har jeg engageret mig? Næppe.

Min virksomhedskonsulent bliver sygemeldt. Jeg skal henvende mig til en anden virksomhedskonsulent. To uger senere får jeg en mail med henvisning til en tredje virksomhedskonsulent, som jeg skal henvende mig til – og en henstilling om at sende et cv.

JEG ER DYBT FORUNDRET over vores beskæftigelsessystem, som helt har glemt at kigge på mennesket. Min jobkonsulent/beskæftigelsessagsbehandler havde ikke læst mit cv på forhånd, da jeg ankom til Jobklubben og havde derfor ingen idé om, at jeg har undervist i jobsøgning i mit tidligere job. Hun havde muligvis glemt, at hun i sit første brev til mig havde bedt mig om at lægge cv ind på jobnet.dk, og hun havde muligvis også glemt, at jeg afleverede mit cv til mødet en uge tidligere – eller er det blot standardproceduren, der følges?

Nu står jeg her uden et tilbud og en ny virksomhedskonsulent. Det er frustrerende. Måske ender jeg med at være ledig i 12 måneder, og så kan jeg få tilbud om mentorstøtte og løntilskud. Det kræver, at min virksomhedskonsulent finder en virksomhed. Der skal skrives en bevilling og laves forsikring. Der skal laves aftaler om arbejdstid og arbejdsopgaver.

Der er mange, der kommer i arbejde. Blot ikke mig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *